Information om byggeriet af Grunwalds Have

På denne side kan du finde information omkring arbejdet på Østre Gasværksgrunden. Området har fået navnet Grunwalds Have, som refererer til den berømte Olsen-Banden skuespiller Morten Grunwald, som var teatrets første direktør.

Seneste nyt


22. Februar 2024

Efterhånden som byggeriet af Grunwalds Have skrider frem, bliver bygningens arkitektoniske træk stadigt mere tydelige. Nu kan man se facadens udspringende teglmønster og de første af de karakteristiske karnapelementer, som vil definere bygningens færdige udtryk. Selvom der stadig monteres elementer på de øverste etager, kan man fornemme både størrelse og udformning på det over 10.000 kvm. store byggeri.

Om en måneds tid vil bygningen nå sin syvende og sidste etage, hvorefter den ca. 60 meter høje kran kan blive afmonteret, og Skøjtehalsgade igen kan åbnes for trafik.


29. Januar 2024

På byggepladsen arbejder vi fortsat med elementmontage. Det forventes færdigmonteret om ca. 2 måneder, hvor vi har ramt bygningens top. Indvendigt arbejder vi nu med aptering, og har malere gående i den første etape.

Den 2 etagers parkeringskælder forventes lukket om 2 måneder, hvor tårnkranen også vil blive demonteret, og det tekniske arbejde kan opstartes.


5. oktober 2023

Byggeriet er for alvor begyndt at vokse, og står nu på 1. sals højde og er på vej op på 2.sal.

Kælderen og stueetagen er færdigmonteret. Hele stueetagen har fået monteret sandwichelementer med relieffer som udtryk, dette bliver den færdige facade.

Op til 1. sal er skillevæggene og badekabinerne blevet monteret. De udformer hver især de enkelte boliger. På første etage har en af lejlighederne desuden fået monteret en karnap, som visualiserer det færdige billede af facadens udsyn.

Byggeriet er konstant i bevægelse. Der bliver leveret elementer stort set alle ugens dage, som bliver monteret ligeså snart det er muligt. Derfor går det stærkt, og byggeriet forventes hurtigt at komme endnu højere op i etagerne.


8. juni 2023

I denne uge vil 5.000 m2 overbeton begynde at blive støbt over kælderen. Herefter vil der blive monteret betonelementer i stueetage. Det er på sydsidens stueplan, at de første lejligheder i byggeriet vil komme til syne. Der vil blive monteret færdige badekabiner og sandwichfacader med relieffer i facadeudtrykket. Håndværkerne arbejder forskudt i sommerferien, så der vil være aktivitet sommeren igennem, hvor der monteres elementer og støbes beton.


10. maj 2023

Monteringen af dækelementer er påbegyndt. Kælderen er nu overdækket, og bygningens stueetage har fået gulv. Byggeriet er nu i jord højde, klar til at vokse opad.


18. januar 2023

Tirsdag d. 24. januar vil Skøjtehalsgade være lukket for bilkørsel hele dagen. Der skal støbes kælderydervægge.

Det vil være muligt at benytte fortovet langs skøjtehallen for gående.


16. december 2022

Onsdag d. 21. december vil Skøjtehalsgade være lukket for bilkørsel hele dagen. Der skal støbes kældervægge på byggepladsen.

Det vil være muligt at benytte fortovet langs skøjtehallen for gående.

NRE ønsker jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.


22. november 2022

Onsdag d. 29. november vil Skøjtehalsgade være lukket for bilkørsel hele dagen, grundet betonstøbning på byggepladsen.

Det vil fortsat være muligt at benytte fortovet langs skøjtehallen for fodgængere.


12. oktober 2022 - Lukning af Skøjtehalsgade

Mandag d. 17. oktober vil Skøjtehalsgade igen være lukket for bilkørsel i tidsrummet 7-19 grundet betonstøbning på byggepladsen.

Det vil være muligt at benytte fortovet langs skøjtehallen for fodgængere.


06. oktober 2022 - Lukning af Skøjtehalsgade

Mandag d. 10. oktober vil Skøjtehalsgade være lukket for kørsel i tidsrummet 7-19 grundet betonstøbning. Der vil være kørsel med betonkanoner på dagen.

Det vil være muligt at benytte fortovet langs skøjtehallen for fodgængere.


09. september 2022 - Støbning af fundamenter

Den 13. juni i år blev der taget første spadestik til byggeriet af 223 ungdomsboliger på den gamle parkeringsplads over for Østre Gasværk.

Projektet er godt i gang, og i uge 38 vil arbejdet med støbning af fundamenter gå i gang.

I den har forbindelse har NRE som totalentreprenør fået dispensation fra Københavns Kommune, til at arbejde en ekstra time i hverdagene frem til kl. 20.00.

Arbejdet med støbning af fundamenter vil foregå frem til uge 50, hvorefter byggeriet vil træde ind i en ny fase.

Under arbejdet med støbning af fundamenter, vil der være kørsel frem og tilbage med materialer til byggepladsen, samt kranarbejde inden for byggepladshegnet.


13. juni 2022 - Første spadestik


D. 13 juni tog Indenrigs- og boligminister, Christian Rabjerg Madsen, overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen, AP Pension og NRE Denmark A/S, der har udviklet projektet, første spadestik til de kommende 233 lejligheder og teater øvesal ved Østre Gasværk på Østerbro i København.

Boligområdet har fået navnet Grunwalds Have, og er opkaldt efter den legendariske skuespiller Morten Grunwald, der gennem en årrække stod i spidsen for Østre Gasværk Teater.


03. maj 2022 - kloakarbejdet er påbegyndt

Nu er kloakarbejdet opstartet på grunden. I den kommende tid vil vi i sammenarbejde med Würts Gruppen A/S grave ud langs spuns, håndtere forurenet jord, lægge rør til kloak og regnvand, samt etablere pumpebrønde. Herefter følger udgravninger inden for spunsen.

Har du spørgsmål til byggeriet, kan du kontakte info@ogbyggeinfo.dk


Den 6. april 2021 - vi går i gang med at fjerne den forurenede jord på Østre Gasværksgrunden

Arbejdet med jordudgravning og bortkørsel forventes at foregå frem til primo juli 2021. Arbejdet kan forårsage støj fra lastvogne, som skal transportere den forurenede jord bort i tidsrummet kl. 7-17 mandag til fredag og lørdag kl. 7-14.

Gasværket, som tidligere har stået på grunden, har forurenet jorden. Den forurenede jord håndteres professionelt, og miljøeksperter vil føre tilsyn fra første spadestik. Arbejdet udgør ingen risici for naboer til byggeriet. Fagfolkene på byggepladsen vil bære sikkerhedsdragter ved færdsel i udgravningen.

Gravearbejdet vil blive færdiggjort til efteråret.

Har du spørgsmål til byggeriet, kan du kontakte info@ogbyggeinfo.dk


Om projektet

På Østre Gasværksgrunden opfører vi boliger, ungdomsboliger, p-hus og en øvesal til Østre Gasværk Teater. Bag byggeriet står totalentreprenør NRE Copenhagen A/S, AP Pension, KAB og Østre Gasværk Teater.

Vi vil bygge 233 ’small living’-boliger, på mellem 35-50 kvm. med eget badeværelse og køkken. Bygningen bliver 3-7 etager højt, og vil sammenlagt udgøre over 10.000 kvm.

Byggeriet vil desuden blive svanemærket.

 
Visualisering, Grunwalds Have

Vejledende visualisering

FAQ

  • Byggeriet forventes at kunne påbegyndes i starten af 2022.

  • Vi overholder selvfølgelig bygge og anlægsforskrifterne fra Københavns Kommune. Som udgangspunkt betyder det at vi må arbejde på hverdage fra kl. 7-19 og på lørdage fra kl. 8-17. Men vi vil selvfølgelig forsøge i højest mulig grad at tage hensyn til både teateret og beboerne i området.

  • Parkering er muligt i området i henhold til gældende skiltning.

  • Ja, det har de. Planerne for området har været længe undervejs. Den første høringsproces ligger helt tilbage i 2016 – og den seneste lokalplan blev godkendt i januar 2019.

  • Hele området er under udvikling. Vi kan ikke påvirke de andre projekter, men vi gør alt, hvad vi kan for at koordinere på tværs og minimere generne.

  • Vi har desværre ikke noget med bolig udlejning af gøre. Derfor skal alle henvendelser ang. boligsøgning sendes til AP Pension på apejendomme@appension.dk